Københavns Universitet sætter ny karakterstandard

Fra sommeren 2018 vil det være væsentligt sværere at komme ind på Københavns Universitet (KU). Et nyt minimumskrav til karaktergennemsnittet på 6,0 på så godt som alle universitetets uddannelser kommer i fremtiden til at sortere de unge fra, der har et lavt karaktergennemsnit.

Fremover er det altså ikke længere nok at opfylde de specifikke adgangskrav og det aktuelle års adgangskvotient – du skal også have minimum 6 i karaktergennemsnit (28 point på IB) fra din adgangsgivende eksamen (bonus for at starte indenfor 2 år er ikke inkluderet).
Det betyder altså at selvom en uddannelse fx tidligere har optaget alle med et gennemsnit over 4,3, så vil det ikke længere være nok.

Dette gælder også for ansøgninger i kvote 2, hvor der typisk er andre kriterier eller en motiveret ansøgning til grund for optagelse. Du vil altså både skulle opfylde de 6,0 på eksamensbeviset og de særlige kriterier for den pågældende uddannelse.

Der findes få uddannelser, der først er omfattet fra 2019, samt få der slet ikke er omfattet. Det kan du læse mere om på KU’s egen hjemmeside.

Hvilken betydning får det for samfundet?

KU er det første danske universitet, der indfører et generelt krav til karaktergennemsnit. Det er tydeligt at man ønsker at højne niveauet, samt sætte større krav til gymnasie eleverne om at give den en skalle. Det kan dog være en bekymring om man kommer til at udelukke nogen, der er motiveret til en bestemt uddannelse, men som blot havde en uheldig fagsammensætning i deres gymnasietid, og dermed et lavt karaktergennemsnit. I 2017 var der 23 ud af 71 uddannelser, der havde et karaktergennemsnit på under 6,0 (inklusiv de studier, hvor alle blev optaget).  Det er 1000 studerende, der ikke længere kan komme ind på KU.

Har du brug for at tænke i alternativer til Københavns Universitet med det nye karakterkrav i mente, så hjælper jeg dig gerne med at gennemskue dine muligheder. Kontakt mig her for at høre, hvordan jeg kan hjælpe dig.

/Louise

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *